Elleverandør-sammenligning

Sammenlign elselskaber og elaftaler i Danmark [Opdateret 1. august 2026]
Her får du en uafhængig sammenligning af elleverandører i Danmark, inkl. skjulte tillæg og gebyrer samt tests og anmeldelser fra bl.a. Tænk, Strømligning og Trustpilot. Regnearket nederst på siden giver dig det fulde overblik over elpriser og elaftaler.

Flere elselskaber har tilbudt affiliate-samarbejder, men jeg har sagt nej hver gang, fordi jeg vil være uafhængig og kunne skrive frit om deres priser.
Ekstra Bladet har brugt mine data og regneark til et stort pristjek af elaftaler, og interviewet mig som uafhængig dataekspert på elmarkedet:

Hele tabellen med alle elaftaler findes her på siden – ganske gratis og uden affiliatelinks.


I Danmark har vi frit valg af elleverandør, uanset hvor du bor i landet.

Elleverandørens del af elregningen fylder 50-70% af elregningen, det er den andel du kan ændre på ved at skifte el-aftale.
Netselskabets andel står for ca. 20-44%, og er forskellig alt efter hvor i landet du bor. Derudover er der staten og Energinets afgifter og tariffer.

Skemaerne nederst i dette indlæg viser elleverandørens fortjeneste, så for at få den endelige elpris, skal der tillægges spotpris (v. variable aftaler), elafgift, systemtarif, systemabonnement, nettarif & netabonnement . Disse tillæg vil altid være ens uanset valg af elleverandør.

Priserne er de listede priser på elleverandørens egen hjemmeside samt dobbelttjekket på kunders elregninger og på stromligning.dk, men jeg tager forbehold for fejl – Sig endelig til hvis du finder én!

Test af elselskaber

Jeg har inkluderet score fra både Forbrugerrådet Tænk, Stromligning.dk, Trustpilot og eltjek24.dk og min egen, så du har en bedre chance for at danne dig et indtryk af, om det er en pålidelig elleverandør. Elmarkedet er desværre noget af et gedemarked, så husk den gode gamle sætning: “Hvis noget lyder for godt til at være sandt, er det det for formentlig også.”

Tænk.dk

Tænk testede i marts 2026 92 elaftaler fra 52 forskellige elselskaber, og gav dem en pointscore ud fra en masse kriterier:

  • Oprettelsesgebyr
  • Abonnementspris
  • Betalingsgebyrer for automatisk betaling (enten automatisk kortbetaling, Betalingsservice eller Mobilepay)
  • Tillæg til spotprisen på Nordpool, som er en merpris elselskaberne lægger oveni den rå elpris
  • Øvrige tillæg/gebyrer som fx netadministrationsgebyr, nethåndteringsgebyr, netadministrationstillæg til nettariffen og handelstillæg til den balanceansvarlige.
  • Tillæg du betaler for de eventuelle køb af oprindelsescertifikater, dvs. ”grøn strøm”. 
  • Kundeservice (kundetilfredshed)
  • Påbud, påtaler, politianmeldelser og indskærpelser fra Forbrugerombudsmanden og/eller Forsyningstilsynet.

Hvis du vil læse Tænk’s test, kan du finde den her (Betalingsartikel): https://taenk.dk/test/elselskaber

Stromligning.dk

Stromligning.dk er drevet af et par private entusiaster, der nærlæser alt det med småt på elregningen, og giver elleverandørerne karakter alt efter hvor troværdige oplysninger de giver kunderne, og om det stemmer overens med de elregninger de sender ud.
De skriver selv om deres pointsystem:

“Med Strømligning Scoren kan du sammenligne elselskaber på andet end blot pris og finde det bedste elselskab for dig. Du kan med vurderingen se, om elselskaberne overholder gældende dansk lovgivning, fakturerer korrekt og overholder vores 5 kriterier for god skik og fair markedsføring.”

Hvis du ønsker at dykke dybere ned i stromligning-scoren, kan du læse mere her: https://stromligning.dk/
Jeg samarbejder meget med Strømligning, og vi deler data med hinanden. Vi deler missionen om at gøre elmarkedet mere gennemskueligt for kunderne.

Eltjek24.dk

Jeg var i tvivl om jeg skulle inkludere disse anmeldelser eller ej, da jeg synes sitet virker lidt for reklame-agtigt (affiliate), og er i tvivl om de favoriserer enkelte leverandører frem for andre – Det er der nemlig flere sammenlignings-sites der gør. Jeg besluttede dog at inkludere dem, da jeg synes deres anmeldelser er rimelige, de har ret godt styr på elmarkedet. Karaktersystemet synes jeg dog ikke er så godt, da scoren varierer meget lidt. Inden du beslutter dig for en elleverandør, vil jeg dog anbefale at læse eltjek24’s anmeldelse på: https://eltjek24.dk/anmeldelser/

De skriver selv om deres pointsystem:
Når vi anmelder og bedømmer et elselskab, modtager elselskabet én samlet karakter, hvor skalaen går fra 0 til 5. Den samlede karakter baserer sig på individuelle karakter, der gives inden for følgende parametre: 

  • Pålidelighed. (vægtes 25 % i den samlede bedømmelse)
  • Miljøvenlighed (vægtes 10 % i den samlede bedømmelse)
  • Kundeservice (vægtes 15 % i den samlede bedømmelse)
  • Ry blandt forbrugerne (vægtes 15 % i den samlede bedømmelse)
  • Medlemsfordele (vægtes 10 % i den samlede bedømmelse)
  • Pris (vægtes 25 % i den samlede bedømmelse)

Trustpilot

Trustpilot-scoren fortæller mest om kunderne føler sig godt behandlet, den fortæller desværre sjældent noget om det er en god eller billig elaftale. Jeg har dog valgt at inkludere Trustpilot, da det også kan fortælle hvis en elleverandør behandler sine kunder elendigt.
Jeg har set eksempler på Trustpilot-anmeldelser på et selskab der havde et skjult gebyr på 1,5kr/kWh(!!), men hvor de gode anmeldelser væltede ind, fordi de var søde og rare i supporten. Trustpilot kan bruges til at finde ud af, om folk føler sig godt behandlet. Ikke om de rent faktisk bliver det.

Nicolaskj-mavefornemmelsen

Jeg har også inkluderet min egen score, der er baseret på egne erfaringer om hvad jeg oplever, af disse parametre:

  • Gennemsigtig af elaftalen på hjemmeside, regning og om der er skjulte tillæg.
  • Dårlige sager, hvor der er blevet snydt eller brugt beskidte tricks.
  • Generel troværdighed

Variabel eller Fast el-aftale

Hvad skal man vælge og hvad er billigst? I mine øjne er en fast elaftale en slags forsikring, der dækker hvis elprisen pludselig stikker af, som vi så det under energikrisen i efteråret 2022. Man betaler dog som regel en ekstra pris for denne forsikring, men forskellen er normalt ikke nødvendigvis voldsomt stor. Mange tror, at man får samme pris døgnet rundt hvis man vælger en fast el-aftale, men det er ikke helt rigtigt. Det er kun selve strømprisen der bliver låst fast. De fleste netselskaber (dem der transporterer strømmen rundt i elnettet) har indført tidsdifferentierede nettariffer, og de skal lægges oveni prisen uanset om du har variabel eller fast elaftale. Vi kan visualisere forskellen med disse to grafer:

Så hvad skal DU vælge?

Jeg vil forsøge at opstille en tommelfingerregel:
– Har du mod på at flytte noget af dit forbrug, f.eks. tøjvask, opvask, elbil til billigere tidspunkter på døgnet, så er variabel elaftale for dig.
– Har du ondt i maven over at følge med i de daglige strømpriser, og bekymrer du dig over pludselige prisstigninger, så skal du vælge en fast elaftale.

Kig på andet end prisen

Husk at prisen ikke er alt! De har vidt forskellig kvalitet af kundeservice, apps, elregnings-design, støtte af grøn strøm eller atomkraft, støtter lokalt og meget andet. Jeg kan godt lide udtrykket “dum-nærig”, der dækker over de tilfælde hvor man sparer et par hundrede kroner, men tilgengæld gør livet mere besværligt for sig selv.

Andre kommentarer

Tidsbegrænsede tilbud og “Gratis” elaftaler
Jeg har valgt at holde tids-ubegrænsede elaftaler i et seperat skema, altså aftaler man som udgangspunkt kan stole på holder prisen i lang tid. Tilbudsaftaler har fået sig eget skema, og her skal du være varsom.

Fælles for langt de fleste af disse tilbudsaftaler er, at de overgår til en markant dyrere standardaftale, hvis kunden ikke aktivt skifter ved udløb. Det er lovligt og fremgår af aftalevilkårene, men forudsætter, at kunden er meget opmærksom for at undgå væsentligt højere priser efter kampagneperioden.

Hvis man er klar på at tilmelde sig en ny aftale når de tidsbegrænsede elaftaler udløber, kan man derfor få sig nogle rigtig billige elaftaler. Jeg synes dog personligt ikke, at besparelsen er stor nok til at løbe risikoen.

Elforbundet

Elforbundets elaftale er et af de mest omdiskuterede emner hver gang jeg frigiver en ny opdatering af denne sammenligning. Jeg har derfor lavet en seperat artikel om denne aftale:


Selskaber, der ikke er medtaget i sammenligningen

Enkelte elleverandører er ikke medtaget i sammenligningen, da jeg på baggrund af tilgængelig dokumentation har observeret gentagne uoverensstemmelser mellem offentliggjorte vilkår og faktisk fakturering.

For at sikre en retvisende sammenligning har jeg valgt ikke at inkludere disse selskaber i regnearket.

Omtalen her er ikke en vurdering af lovlighed, men en oplysning om, hvorfor de ikke indgår i den konkrete sammenligning.

Ny lovgivning på elmarkedet


Heldigvis er der lige kommet ny lovgivning, der har til hensigt at stramme gevaldigt op på hvordan elmarkedet fungerer, og det vil forhåbentlig sætte en stopper for nogle af de mest problematiske forretningsmodeller på elmarkedet. Bl.a. skal ethvert skift af elleverandør nu bekræftes af kunden med MitID.

Vi kan allerede se hvordan Velkommen-koncernen kæmper for livet i Sø- og Handelsretten, og hvor alle kunder fra Velkommen, Vedvarende, b.energy og Nettopower er blevet solgt til EnergiDrift, der også ejes af samme ejerkreds. De ejer desuden også selskabet Budget Energi og Power Fuel. Jeg anbefaler på det kraftigste at holde dig langt væk fra disse selskaber.

Regn på dit eget elforbrug

Du kan dykke ned i dit eget elforbrug, tjekke din elregning og finde evt. skjulte tillæg med Excel-værktøjet “Elindsigt“.

Gi’ en kop kaffe

Jeg driver denne side i min fritid og stiller data gratis til rådighed. Flere elselskaber har tilbudt affiliate-samarbejder, men jeg har sagt nej hver gang, fordi jeg vil være uafhængig og kunne skrive frit om deres priser.
Hvis du har glæde af det og har lyst til at støtte arbejdet, kan du købe mig en kop kaffe på MobilePay: 6253HX – Det er 100 % frivilligt – data er og bliver gratis.

Download her

Variable aftaler

Faste aftaler

Tilbudsaftaler

Comments

21 svar til “Elleverandør-sammenligning”

  1. Det er useriøst at undlade at medtage Elforbundet, som tilbyder Danmarks ubestridte billigste aftale.
    Eneste catch er, at den skal fornys hvert år, hvilket er fuldstændig ukompliceret.

    1. Som du selv siger, der er en catch. Og derfor er den ikke med.

      1. Jeg har ikke Elforbundet længere, fordi det var nemmere for mig at skifte til Clever Power, når jeg samtidig har Clever One ladeaftale.

        MEN, når det er sagt, så er den “catch” som omtales omkring Elforbundet meget gennemsigtig. De er meget åbne om at man skal forny sin aftale årligt. De minder sågar en om det via mail, når den nye aftale er på plads. Det tager ikke mange minutter at tilmelde sig den nye aftale årligt og så sker resten af processen automatisk.
        Jeg skiftede som sagt kun, for “ease of use”. Før det havde jeg det i 2,5 år og det virkede rigtig fint.
        Så jeg er uforstående overfor den lave score og omtale som om de snyder folk – det er på ingen måde min erfaring.

      2. Hej Nicolas,

        Hvis man nu, som jeg, er ligeglad med denne “catch”, er set vel en rigtig god aftale som vel er den billigste på markedet for dem der er villige til også at tilpasse deres strømforbrug på de gode tidspunkter af døgnet?

        Mvh

        1. Jeg kan jo kun udtale mig ud fra min egen mening, og jeg vil aldrig få mig selv til at anbefale en aftale hvor så mange er faldet i fælden.
          Men din mening må jo godt være en anden 🙂

      3. Dengang jeg havde Vindstød, med deres Elforbundet-aftale, endte jeg med at ringe ind til dem og spørge om de ikke bare kunne sætte mig på en aftale så jeg altid kørte på samme vilkår som den gældende med Elforbundet. Altså så jeg slap for hele cirkusset hvert år. Det ville de gerne, så jeg skulle ikke ændre noget.
        Det var måske en mulighed for nogen?

        Nu er jeg så gået over til Kärnfull af ideologiske årsager ☺️

  2. Hej Nicolaj.

    Der er vist noget galt med dit ellers så fine fastpris regneark. Tallene fra 6000 KWh og op ser helt forkerte ud.

  3. Hej Nicolas.
    Tak for dit arbejde. Det er det bedste grundlag jeg endnu har set for at beslutte hvilket elselskab jeg skal vælge.
    I dine sidste regnark kommer overskrifterne med kwh på Total omkostning ikke op hos mig (jeg bruger Libre Office).
    Mvh. Peter Hansen

    1. Jesper Dehli

      Til Stbars, i Libre Office står teksten der … den skal bare have en farve.
      Jesper

      1. Til Jesper
        Takker for oplysningen. Det virker 🙂

  4. Leif – Elforbundet er jo ikke en elleverandør, så det ville vel være useriøst at tage dem med?

  5. Godt arbejde, som kan komme mange til gode i deres beslutning. Din model kan forbedres yderligere ved også at tage højde for betalingsgebyrer. F.eks tager Norlys 81 kr. om året i betalingsgebyr.

  6. Hej Nicolas
    Tak for det fine arbejde 🙂
    Jeg har lige et spørgsmål jeg håber du kan svare på.
    NRGI, som pt. er min lev. arbejder med noget de kalder handelsomkostninger.
    https://nrgi.dk/privat/stroem/ På NRGI time pt. 0,29 øre/kw noget som viderefaktureres.
    Er det det samme for alle eller et NRGI begreb ??

    1. Hej Johnny – Beklager mit sene svar, jeg havde overset dit spørgsmål.
      Der er flere der viderefakturerer handelsomkostningerne, men tendensen er, at det bortfalder og istedet giver et højere spotpristillæg. Hvilket faktisk også er tilfældet for NRGi, der lige har hævet fra 5,29 til 9 øre/kWh.

  7. I variable aftaler arket indeholder cellerne i Produkt kolonnen et link. Cheap Energy linket og den ene EWII link ser rigtige ud.
    Alle de andre produktlinks går til altidenergi.dk.

    1. Hej Ebbe. Tak, det er rettet 🙂

  8. Hej. Mega fin gennemgang. Altid er umiddelbart ikke på listen – er der en grund til det? 🙂

    1. Hej Thea
      Altid Energi er skam med 🙂

  9. Alexander

    Hej Nicolas.
    Tak for det fine arbejde!
    Kommer der flere opdateringer?

    1. Hej Alexander

      Ja, der er snart en ny version på vej 🙂

Skriv et svar