Bornholms elnet i tal

Data og Indsigt om elnettet på Bornholm

Denne side samler artikler, analyser og interaktive visualiseringer, der giver indsigt i Bornholms elnet. Med afsæt i åbne data fra energidataservice.dk og Danmarks Statistik, kan du udforske alt fra elforbrug og produktion til grøn omstilling og lokale energimønstre.

Formålet er at skabe gennemsigtighed omkring det bornholmske elnet og gøre tekniske data tilgængelige for både fagfolk, beslutningstagere og interesserede borgere. Uanset om du vil forstå de daglige variationer i elforbruget, dykke ned i vedvarende energi eller følge udviklingen i nettet over tid, finder du her opdateret og visualiseret information.

Rapport: Bornholms elforbrug

I denne rapport dykker vi ned i de sidste års elforbrug på Bornholm. Se øens samlede forbrug pr. år, måned eller døgn. Du kan se hvor meget erhverv, offentlig og private hjem bruger.

Forbrugsdøgnkurve
vi bruger ikke lige meget strøm hele tiden, og derfor er elnettet også forskelligt belastet på forskellige tidspunkter af døgnet. Vi kender “kogespidsen” omkring kl. 17 og nogle timer frem, hvor vi typisk laver mad, og hvor nettarifferne har været høje de seneste år.

Kigger vi nærmere på døgnkurven kan vi se, at det samlede forbrug faktisk ikke kun peaker i kogespidsen, men at det samlede netforbrug også har en spids i morgentimerne, da erhvervet har et højt forbrug her. Hvorfor skal vi dog så betale højere nettariffer om aftenen? Jo, erhvervet er typisk tilsluttet på 10kV eller 60kV niveau og har egen transformer, mens privatforbrugerne er ene om at betale 0,4kV lavspændingsnettet, som så er blevet transformeret ned igennem 10kV og 60kV nettet. Kunden skal betale for den del, kunden belaster, og derfor slipper erhverv typisk for at betale for driften af lavspændingsnettet.

Kigger vi isoleret på Privatforbruget, får vi derfor en idé om hvordan lavspændingsnettet har det. Man kan bl.a. se, at kurven har ændret sig om natten, sandsynligvis pga. elbilerne. Havde denne ekstrabelastning fundet sted i kogespidsen, ville vi se langt flere overbelastninger rundt omkring. Det er tarifmodel 3 der har hjulpet os på vej.

Fordeling af Privatforbrug
Dykker vi længere ned i privatforbruget, kan vi se hvordan det fordeler sig imellem parcel- og rækkehuse, Fritidshuse mv.
Vi kan bla. se, at forbruget i Fritidshuse fordobles hvis man sammenligner årets laveste med højeste forbrug i denne kategori, hvor det går fra ca. 9% til 18% i hhv. november 2022 og juli 2023.

Nettab
Når der transporteres strøm igennem elnettet, er der en del af energien der forsvinder i form af varme mm, det kalder vi nettab. Da vi måler alt det strøm der bliver hældt ind i nettet samt alt det der bliver forbrugt, kan vi faktisk også se nettabet. Nettabet bliver afregnet af netselskabet og købes på elmarkedet af en ikke-koncernforbundet elleverandør. Nettabet er afgiftsfrit, men skal afregnes til spotpris samt transmissions- og systemtarif. Alle tal er offentligt tilgængelige, så vi kan derfor regne ud hvad den løbende omkostning er.

Udveksling over søkablet
Vi kan se hvor meget øen eksporterer eller importer via søkablet. Tallene bag denne kurve er baseret på SCADA-målinger, og er derfor ikke 100% nøjagtige.

Rapport: Den grønne omstilling på Bornholm

Elforbruget i Danmark kommer til at stige betragteligt over de næste år, især pga. transitionen fra fossile brændstoffer til el på områder som transport og opvarmning. I denne rapport følger vi udviklingen for nogle af disse parametre lokalt på Bornholm.

Elvarme
Når man opvarmer sit hus med elvarme, har man ret til at få reduceret elvarmeafgift for al årlig forbrug over 4000kWh. Dette skal dog registreres i BBR og hos sin elleverandør. Det er de registrering vi bruger til at følge antal og mængde elvarmekunder.

Elbiler
De fossildrevne biler er på vej ud, og ind kommer elbilerne. Det betyder at al den energi bilerne bruger, skal transporteres over elnettet før det når bilerne. Men hvor hurtigt går det egentlig på Bornholm? Vi følger her Danmarks Statistik på antallet af elbiler, både ren el og pluginhybrider, på Bornholm op imod landsgennemsnittet.

Produktionsanlæg
Netselskabet registrerer samtlige elproducerende anlæg der bliver tilsluttet elnettet, og sørger for at producenten får et produktionsmålepunkt, som de kan bruge til at sælge strøm på elmarkedet. Det er dette antal af målepunkter vi følger her.

Powerlab Bornholm

Her kan vi følge elflowet på Bornholm i (næsten) realtime. Data er baseret på SCADA-målere, så er ikke 100% nøjagtigt. Sitet er udviklet af Powerlab.dk, der er en organisation tilknyttet DTU. https://bornholm.powerlab.dk

Artikler der vedrører Bornholm