Elforbundet er Danmarks billigste elaftale – så hvorfor anbefaler jeg den ikke?

Måske er du faldet over en annonce for Elforbundet, som reklamerer med Danmarks billigste elaftale, hvor man ikke betaler en rød reje ud over de obligatoriske afgifter og tariffer. Og den påstand er faktisk svær at være uenig i. Problemet opstår først, hvis du glemmer den årlige gentilmelding.

Ved et forbrug på 20.000 kWh kan hele et års besparelse være tabt på bare 16 dage, hvis du glemmer at gentilmelde dig.

Hagen ved Elforbundets elaftale er, at du skal huske at gentilmelde dig en gang årligt, ellers bliver du smidt over på en langt dyrere elaftale – ja faktisk en af landets absolut dyreste i min markedssammenligning pr. 1. august 2026 – Vindstøds ”TimeEL” aftale.

Elforbundet skriver i deres 2026 aftale-vedtægter:
“Elforbundets aftale gælder indtil udgangen af 2026, hvorefter du pr. 1/1-2027 automatisk overgår til Vindstød TimeEl. Her er abonnement 29 kr./md. og spottillæg 39 øre/kWh. “

Elforbundet skriver desuden selv, at de hvert år inviterer landets elselskaber til en budrunde. De seneste fem år er det dog hver eneste gang Vindstød, der har vundet. Det oplyste Elforbundet selv i januar 2026. Du får derfor ikke en elaftale hos Elforbundet, men bliver kunde hos Vindstød.

Hvor længe holder besparelsen, hvis du glemmer at forny?

Elforbundets aftale er billig, det er der sådan set ikke så meget at diskutere om. Men aftalen gælder kun maksimalt et år. Derfor blev jeg nysgerrig på, hvor meget man egentlig risikerer ved at glemme den årlige gentilmelding.

Jeg har sammenlignet Elforbundets aftale med gennemsnittet af de 10 billigste almindelige variable elaftaler i min elaftale-sammenligning pr. august 2026.

Først beregnede jeg, hvor meget man sparer ved at vælge Elforbundet i et helt år frem for bare at vælge en gennemsnitlig Top 10-aftale fra starten.

Derefter lod jeg Elforbundet-aftalen udløbe og beregnede, hvor lang tid der går på Vindstøds efterfølgende ”TimeEL” aftale, før hele det første års besparelse er væk igen.

Resultatet blev:

Årligt forbrugHele første års besparelse er væk efter
4.000 kWh36 dage
10.000 kWh26 dage
20.000 kWh16 dage

Det synes jeg faktisk er ret vildt.

Har du f.eks. et elopvarmet hus eller et stort elbilforbrug på omkring 20.000 kWh om året, kan et helt års besparelse være ædt op på lidt over to uger, hvis du glemmer at forny aftalen.

Og fortsætter du derefter på ”TimeEL” aftalen, begynder du samlet set at have betalt mere, end hvis du bare havde valgt en af markedets almindelige billige elaftaler fra starten.

Hvad koster et års passivitet?

Hvis vi leger videre med tanken om, at vi glemmer at gentilmelde et helt år – Hvor meget dyrere bliver Elforbundets aftale så ifht. hvis vi havde valgt en gennemsnitlig top 10 variabel elaftale?

Jeg lader tallene tale for sig selv.

Årligt forbrugGennemsnitlig top 10 elaftaleElforbundet efter udløbPrisforskelMerpris i procent
4.000 kWh241 kr. / år2.428 kr. / år2.187 kr. / år907 %
10.000 kWh383 kr. / år5.368 kr. / år4.985 kr. / år1.302 %
20.000 kWh444 kr. / år10.268 kr. / år9.824 kr. / år2.213 %

OBS: Beløbene viser kun elleverandørens fortjeneste. Spotpris, afgifter og nettariffer er ikke med, og er desuden 100% ens uanset hvilken elaftale du har. Alle priser er med moms.

Hvordan kan Elforbundet og Vindstød blive ved med at tilbyde gratis elaftaler?

Det kan de selvfølgelig kun hvis de tjener penge i sidste ende, og det indrømmer Vindstøds direktør da også i et interview med Politiken (kan også læses på Elforbundets egen side):

»Det er rigtigt. Vi taber penge på de kunder det første år«, siger Morten Nissen Nielsen, direktør i Vindstød, og fortsætter: »Vi håber selvfølgelig, at vi tjener dem hjem igen efterfølgende«.

Vindstøds egen direktør lægger altså ikke skjul på forretningsmodellen: De taber penge på kunden under rabataftalen og håber at tjene pengene hjem bagefter. En af måderne Vindstød kan tjene tabet fra det første år hjem på, er derfor kunder, som ikke får gentilmeldt sig og fortsætter på den efterfølgende dyrere aftale.

Det er selvfølgelig fuldt lovligt, og vilkårene er oplyst. Personligt bryder jeg mig bare ikke om en forretningsmodel, hvor den ekstremt lave pris i introduktionsperioden hænger sammen med en forventning om at kunne tjene kunden hjem efterfølgende.

Store aconto opkrævninger og uoverskuelige regninger

Så længe man er på Elforbundet-aftalen, får man lov til at betale store aconto regninger for tre måneder ad gangen. Forsøger man at tjekke om regningen stemmer, bliver det også ekstra kompliceret af, at tariffer og afgifter afregnes for én periode mens abonnementer afregnes for en anden.

Det kræver derfor det store kørekort i Excel for at finde ud af om elregningen rent faktisk stemmer. Jeg har tjekket en del af deres elregninger igennem, og de er heldigvis oftest helt korrekte.

De nye MitID-regler redder dig heller ikke

Fra 1. juli 2026 er reglerne for indgåelse af elaftaler blevet strammet. Som udgangspunkt skal en ny elaftale nu accepteres med MitID eller fysisk underskrift. Formålet er blandt andet at forhindre uautoriserede leverandørskift.

Forbrugerrådet Tænk foreslog faktisk, at kravet også skulle gælde, når en kunde skifter elaftale hos sit nuværende elselskab. Det afviste Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, blandt andet fordi det ville være for administrativt byrdefuldt for elselskaberne.

Med MitID-godkendelse beskyttes du mod, at du uden accept bliver flyttet til et andet elselskab. Det forhindrer ikke i sig selv, at din eksisterende aftale bliver ændret eller erstattet af et andet produkt hos samme elselskab, når reglerne for varsling og aftalevilkår i øvrigt er overholdt.

Konklusion

Er Elforbundet Danmarks billigste elaftale? Ja.

Vil jeg anbefale den? Nej.

For mig står den relativt beskedne ekstra besparelse simpelthen ikke mål med, at jeg hvert eneste år skal huske at gentilmelde mig for ikke at ende på en af markedets dyreste elaftaler.

Jeg vil derfor langt hellere vælge en god, almindelig variabel elaftale uden slutdato og så kigge på markedet igen en gang imellem.

Men er du typen, der har fuldstændig styr på dine aftaler, sætter en påmindelse i kalenderen og absolut vil købe strømmen så billigt som overhovedet muligt? Så er Elforbundet svært at slå på pris – Bare husk at forny.

Andre anmeldelser af Elforbundets aftale


Strømligning.dk og Min Strøm har i samarbejde lavet julekalenderen ”The Snydekalender”, hvor Elforbundets aftale omtales:

Afsnit 13 – Elforbundet part 1

Afsnit 18 – Elforbundet part 2

https://eltjek24.dk/artikler/stroem/hvad-er-elforbundet-og-er-det-den-billigste-el-loesning-paa-markedet/

https://elberegner.dk/guides/hvad-er-elforbundet/

Comments

Ét svar til “Elforbundet er Danmarks billigste elaftale – så hvorfor anbefaler jeg den ikke?”

  1. […] Elforbundet er Danmarks billigste elaftale – så hvorfor anbefaler jeg den ikke? […]

Skriv et svar