Tarifmodel 3.0 – Hvad er det nu og virker det?

I løbet af 2023 indførte 26 af landets 37 netselskaber Tarifmodel 3, og endnu flere følger i den kommende tid. Med Tarifmodel 3 blev der indført at transportbetalingen af strømmen nu følger et skema hvor det er billigt i nattetimerne (00-06) mellempris i dagtimerne og de sene aftentimer (06-17 & 21-24) og høj pris i aftentimerne, populært kaldet ”Kogespidsen” (17-21). Det er elbranchens fællesorganisation ”Green Power Denmark” der står bag tarifmodellen.

Forskellen på døgnets forskellige priser følger et fast skema, og varierer også imellem sommer og vinter, da belastningen af elnettet er betydeligt højere i vinterhalvåret.

Formålet med tarifmodel 3.0

Den nye tarifmodel er opfundet for at optimere brugen af elnettet, og forberede samfundet på en grøn og intelligent elektrificering. Elektrificeringen af samfundet vil blive dyrt, men hvis vi spreder elforbruget jævnt ud over hele døgnet, kan vi sørge for, at det bliver betydeligt mindre dyrt.

Hvis vi kigger på vores gennemsnitlige strømforbrug fra 2021, kan vi se, at vi har et peakforbrug omkring kl. 17-19, altså i ”kogespidsen”. Hvis vi ikke prøver at forhindre, at elbiler og andre strømslugere bliver sluttet til elnettet lige når folk kommer hjem fra arbejde, kan vi risikere, at elforbruget i ”kogespidsen” bliver voldsomt højt. Og det er alene den ene time hvor der forbruges mest, der er dimensionerende for elnettet.

Mine kolleger i Cerius-Radius (Elnettet på Sjælland og Kbh) har lavet denne rigtig fine video, der forklarer det meget pædagogisk:


Virker Tarifmodel 3 så?

Nu har vi på Bornholm kørt med Tarifmodel 3 i over et år, så vi har fået data til at se nærmere på om det virker. Jeg har analyseret forbrugstal fra 2021 & 2023, og lavet en gennemsnitlig 4000kWh forbrugsprofil fra begge år, dvs. forbruget i de to kurver i nedenstående diagram er præcis det samme.

Vi kan se at elforbruget er faldet lidt i kogespidsen. Knap så meget kl. 17-18, mest i de to sene kogespidstimer (19-21). Mit bud er, at folk stadig laver mad på samme måde som førhen, men opvasken og tøjvasken er rykket ud af kogespidsen.

I nattetimerne er forbruget steget ret markant med hele 13% kl. 01-02. Det ser ud om, at alt det nye forbrug fra elbiler samt op- og tøjvask er rykket herhen. Det et dog især de tidlige nattetimer der er steget, da forbruget kl. 4-6 ligger ganske tæt på normalen.

Min konklusion er, at tarifmodel 3 virker som den skal. Forbruget i kogespidsen behøver ikke at blive sænket, da elnettet allerede er dimensioneret til den belastning vi har nu – og lidt til. Alt det nye forbrug ser ud at blive lagt uden for elnettets myldretid, men dog ret samtidigt. Måske er det brug for en fremtidig justering af tarifmodellen til at håndtere en bedre fordeling?

I andre netselskaber er der forlydender om, at spidsbelastningen har flyttet sig til midt om natten grundet mange elbiler, så her er der muligvis allerede brug for nye tiltag snart.

Uanset hvad er Tarifmodel 3 kun en midlertidig løsning indtil vi har data nok til den næste, og forhåbentlig noget mere dynamiske løsning. Tarifmodel 3 har i første omgang fået 5 år, hvorefter elbranchen vil kigge på behovet for en revideret udgave.

Er tarifmodel 3 dyrere end de forrige tarifmodeller?

Tarifmodel 3 har fået en svær start, da den blev indført samtidig med at energikrisen stod på sit højeste, hvilket gav en stor udgift til netselskaberne, der ikke havde andre muligheder end at sende regningen videre til kunderne. Prisstigningen havde dog fundet sted uanset hvilken tarifmodel der blev benyttet, og det kan man også se på min tidligere undersøgelse af alle netselskabernes priser.

For en gennemsnitsforbruger vil tarifmodellerne koste ca. det samme. Den store forskel er, at på Tarifmodel 3 har du mulighed for at flytte noget af dit forbrug til billigere timer. Det har du ikke mulighed for med en flad tarif (ens priser døgnet rundt) og kun i ringe grad med tarifmodel 2.

Jeg har lavet et lille Excel-værktøj til at udregne hvor stor forskel der havde været med dit eget elforbrug.

Min familie og jeg brugte ca. 3100kWh i 2023, og min nettarif ville have set sådan ud i de forskellige tarifmodeller:

Tager jeg mit forbrug fra 2021 i stedet, altså inden jeg begyndte at ændre forbrugsvaner, ser fordelingen i stedet sådan ud:

Regn på dit eget elforbrug

Hvis du vil blive klogere på alt omkring dit elforbrug og din elregning, kan du prøve Elprisberegneren.

Alt data er hentet via http://energidataservice.dk. Der tages forbehold for fejl.


Comments

Ét svar til “Tarifmodel 3.0 – Hvad er det nu og virker det?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *